Vedtægter

vedtægter for I/S Søttrup Vandværk (pr.5-10-1973)

§ 1 
"Søttrup Vandværk" er et interessentselskab beliggende i Søttrup By, Aars Kommune. 

Dets vandindvindingsret er givet af Aars Kommune i henhold til vandløbslovens §12 stk. 1, nr 1, idet den årlige vandindvinding ikke anslås til at overstige 6.000 m3 årlig.

§ 2
Interessentselskabets formål er på billigst mulige måde at levere det fornødne brugbare vand til forbrugerne. Bestyrelsen kan forbyde brug af vand til andet end husholdning og vandning af husdyr, hvis forholdene kræver det. 

§ 3
Medlemmer af Søttrup Vandværk er stifterne samt de interessenter bestyrelsen senere måtte optage som medlemmer. 

§ 4
Den nødvendige kapital skaffes til veje ved lån i et pengeinstitut, for hvilket lån samtlige interessenter hæfter solidarisk, dog begrænset til 150% af vedkommende interessents anpart. 

Bestyrelsen kan bestemme, at medlemmerne skal stille pant for lånene. 
Interessentselskabet er en selvejende institution, der ikke må lide noget tab ved anlæg og drift, elle nyde direkte økonomiske fordele. Bestemmelsen om solidarisk ansvar kan ikke forandres ved nogen generalforsamlings beslutning, medmindre alle forpligtelser er fyldestgjort.

§ 5
De oprindelige interessenters andele beregnes således:

Anparten for en hustand andrager 3 parter. 
Anparten for et landbrug med husdyrhold andrager 1 part yderligere. 
Driftsudgifterne fordeles i forhold til anparterne. 

§ 6
De til vandværkets drift nødvendige årlige udgifter pålignes hver interessent anpartsvis. 

Bestyrelsen kan derudover opkræve bidrag til en beskeden reservefond til imødegåelse af reperationer og fornyelser.

§ 7
De til forretning og afdrag nødvendige ydelser fastsættes af hvert års generalforsamling efter bestyrelsens forslag. 

§ 8
De af generalforsamlingen vedtagne ydelser for det kommende år skal indbetales kvartalsvis på interessentselskabets konto eller til kassereren med 1/4  ved hvert års 1/1, 1/4, 1/7, 1/9.

Alt hvad der ikke er betalt henholdsvis 10/2, 10/5, 10/8 og 10/11 vil blive opkrævet på bestyrelsens foranstaltning med pålæg af bøde efter bestyrelsens nærmere bestemmelse. 

§ 9
Ingen interessent eller bruger må tillade noget ekskluderet medlem, nogen i dennes ejendom boende eller nogen anden udenforstående at benytte vandværkets vand. 

§ 10
Ved salg af ejendommen skal sælgeren straks underette formanden om ejerskifte, og den nye ejer  indtræder da som interessent og indtræder i den påhvilende gæld.


§ 11
Bestyrelsen er under særlige omstændigheder berrettiget til at give henstand med betalingen af ydelser til selskabet. 

§ 12
Bestyrelsen kan pålægge større forbrugere at betale efter vandur. 

§ 13
Reparationer af vandværkets ledninger samt tilslutninger til vandværkets ledninger må kun fortages af de af bestyrelsens antagne eller godkendte folk. 

§ 14
Ethvert medlem er pligtig at varetage interessentsselskabets tarv ved at anmelde ethvert  misbrug af vand eller anden skade på værket, som måtte komme til hans kundskab. 

§ 15
Enhver interessent er pligtig at finde sig i uden betaling, at vandværkets ledninger føres over hans grund, dog skal den skade, som derved forvoldes, fuldt ud erstattes af selskabet. Kan parterne ikke enes om skadens størrelse, takseres den af 2 uvildige mænd, en valgt af bestyrelsen og en valgt af skadeslidt. 

§ 16
Interessentselskabets bestyrelse har, med den fornødne sagkyndige bistand, mod behørig legitimation fri adgang til huse, grunde og gårde, når tilsyn med de til anlæggets hørende og tilsluttede ledninger gør det nødvendig. 

§ 17
Boring, pumpestation, hovedledning og stophane tilhører interessentselskabet og drives og vedligeholdes af dette, uanset  interessents betaling af stikledningen. 

Ingen interessent eller forbruger må foretage ændringer, tilslutninger eller rettelser ved det førnævnte anlæg. Skulle der opstå fejl ved anlægget, skal dette uopholdeligt meddeles til formanden. Såfremt nogen ønsker nye tilslutninger til det bestående anlæg, skal disse forelægges bestyrelsen til godkendelse. 

§ 18
Formanden vælges af bestyrelsen. 

§ 19
Til at lede og varetage selskabets interesser vælges på den årlige generalforsamling en bestyrelse, der foruden formanden, består af 4 medlemmer. Alle valg gælder for 2 år. Bestyrelsen konstituerer sig selv og bestemmer selv sin forretningsorden. 

§ 20
Til at revidere selskabets regnskab vælges på den årlige generalforsamling 2 revisorer, der mindst én gang årligt reviderer selskabets regnskab og til bestyrelsen afgiver  deres revisionsbemærkninger. De afgår skiftevis. 

Desuden vælges 2 revisorsupleanter. 
Bestyrelsen har i øvrigt ret til, når der findes anledning dertil at revidere eller lade regnskabet revidere. Det reviderede regnskab fremlægges til eftersyn hos kassereren mindst 8 dage førhen ordinære generalforsamling, på hvilken det fremlægges til godkendelse. Regnskabet underskrives af reviorerne og kassereren. 
Regnskabsåret løber 1. oktober til 30. september. 

§ 21
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i november måned. Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed, kun den kan give, forandre eller ophæve lovene. , jfr. dog § 4. Lovændringer kan kun gennemføres, såfremt mindst halvdelen af samtlige interessenter er til stede, og deraf mindst 2/3 af de mødte stemmer derfor. Er der på en generalforsamling, hvor forslag om lovændring er fremsat, ikke mødt halvdelen af interessenterne, men forsamlingen eller bestyrelsen ønsker ændringsforslaget fremmet, indkalder bestyrelsen inden 21 dage en ny generalforsamling på hvilken forslagene herefter kan vedtages ved simpel stemmeflertal uanset de mødtes antal. 

Indvarsling til ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger sker skriftlig med mindst 8 dages varsel til hver enkelt interessent. 
Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen eller mindst 1/3 af interessenterne forlanger det. 

§ 22
Generalforsamlingen ledes af en af forsamlingen valgt dirigent med dagsorden fastsat af bestyrelsen.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 4 dage før generalforsamlingen. 

§ 23
Bestyrelsen afholder møde så ofte, formanden finder det  fornødent eller 2 bestyrelsesmedlemmer forlanger det. 

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, år mindst 3 medlemmer er til stede. 
Et bestyrelsesmøde indvarsles af formanden så tidligt som muligt og afholdes på et så vidt muligt belejligt tidspunkt. 
Udebliver noget medlem fra 3 på hinanden følgende bestyrelsesmøder uden anmeldt forfald, kan han suspenderes og suppleanten indkaldes. Over alle bestyrelsesmøder og lign. føres en forhandlingsprotokol, som oplæses på den ordinære generalforsamling, såfremt det ønskes.

§ 24
Bestyrelsen bestemmer, hvor vidt hvert medlems eller udvalgs myndighed går, og er berrettiget at bevilge beløb for arbejde, der medfører tidsspilde. Hvert udvalg eller medlem skal afgive beretning om sine handlinger i selskabets tjeneste ved de samlede bestyrelsesmøder. 

§ 25
Finder formanden, at noget bestyrelsesmedlem eller udvalg udfører sit hverv mangelfuldt, skal han betyde vedkommende dette på første bestyrelsesmøde. 

Finder bestyrelsen, at den ikke kan påtage sig ansvaret for en generalforsamlingsbeslutning, skal den straks fralægge sig det, samt er berettiget til at nedlægge mandater. 

§ 26
Bestyrelsens underskrift er bindende for selskabet over for tredjemand, dog pådrager  den selskabet nogen forpligtigelse, som den ikke bemyndiget til, er det dens eget ansvar overfor selskabet. Herfra undtages dog reparationer af værket og sådant, som efter sin natur fordrer øjeblikkelig handling og ikke kan forudses, således at det i tide kan søges bevilget. 

§ 27
Selskabets penge skal henstå på selskabets bankkonto eller sparekassekonto, alt efter bestyrelsens vedtagelse.  Kassereren må kun have 1.000 kr. i sin varetægt til løbende udgifter. 

Selskabets pengemidler skal henstå på betingelse af, at de kun hæves mod formandens, kassererens og et bestyrelsesmedlems underskrift.